Vedtægter er vigtige for at skabe trygge rammer for hvordan foreningens arbejde skal udføres og praktiseres. De kan være med til at minimere konflikter og sætte en fælles retningen for foreningens grundværdier. I nedenstående finder du redskaber til nedskrivning af vedtægter.

Næsten alle bestyrelser i foreninger, organisationer og skoler oplever på et tidspunkt konflikter eller uklare aftaler omkring, hvordan foreningens arbejde skal udføres og praktiseres. Konflikter som gør det svært at få en forening til at fungere effektivt – medmindre der findes klare retningslinjer for, hvordan tingene skal gøres. Her spiller gode vedtægter en afgørende rolle.
Det er ikke lovpligtigt for en forening at have vedtægter. Og der eksisterer ikke en facitliste for, hvad vedtægter skal indeholde. Derfor er det ekstra vigtigt at foreninger selv nedskriver vedtægter, som er klare, og som tager forbehold for så mange potentielle problemer som muligt. På den måde kan konflikter afværges, og alle interessenter er med på foreningens grundværdier.

Vedtægterne skal altså ses som et regelsæt, eller retningslinjer for, hvordan foreningen eller organisationen skal styres.

Nedenstående er en række redskaber, som vil hjælpe jer, når I skal skrive jeres vedtægter:

 

1) Skabelon til vedtægter

Selvom der ikke findes en facitliste for, hvordan vedtægter skal se ud, er der alligevel gennemgående punkter, som er gode at have styr på, i sine vedtægter.
Center For Frivilligt Socialt Arbejde har udarbejdet en oversigt over, hvad det er for elementer I som forening kan have gavn af, når I skal udarbejde jeres vedtægter. Oversigten finder I her.

 

2) Generelle råd, når I skal forfatte vedtægter

  • Når I udarbejder jeres vedtægter, skal I tage højde for konflikter som kan opstå i fremtiden – og som vedtægterne kan være med til at løse.
  • Vedtægterne skal passe til JERES forening eller organisation. Derfor skal I formulere jeres egne vedtægter, som det passer jeres formål og behov
  • Find ud af, hvem der skal tage den endelige beslutning, hvis vedtægterne skal fortolkes på forskellige måder – og skriv beslutningen ned, hvis samme opstår i fremtiden. Det er som regel bestyrelsen, som tager disse beslutninger.
  • Gå igennem jeres vedtægter med jævne mellemrum – og foretag justeringer løbende.

 

 3) Læs bogen ”At lede en sag”

Er I ved at starte en ny forening op, eller er du ny bestyrelsesmedlem, anbefaler vi at læse bogen ”At lede en sag”. Bogen giver svar på de væsentligste spørgsmål om en bestyrelses ansvar og opgaver. Bogen indeholder også redskaber og konkrete anvisninger til, hvordan en bestyrelse håndterer ansvaret som den øverste ledelse i foreningen.
Du kan downloade bogen gratis som PDF.

 

Kilder:

  1. https://frivillighed.dk/guides/foreningens-vedtaegter
  2. https://frivillighed.dk/guides/saadan-skriver-i-jeres-egne-vedtaegter
  3. https://frivillighed.dk/publikationer/at-lede-en-sag